Der er overraskende meget fart over feltet hos Vejles hotelgæster. Det er en af konklusionerne på en endnu ikke offentliggjort undersøgelse af turisters adfærd fra Syddansk Universitet baseret på interviews med 110 turister i Vejle.
"Undersøgelsen viser, at hotelgæsterne ofte har en til to overnatninger i Vejle med det formål at besøge Legoland og eventuelt én anden destination. I skarp kontrast hertil er campinggæsterne, der for det meste har god tid og ikke har lagt mange planer på forhånd," fortæller Bodil Stil-ling Blichfeldt fra Syddansk Universitet, som har gennemført undersøgelsen for Vejle Kommune.
Det kommer bag på hende, at hotelgæsterne stresser så meget i deres ferie.
"Jeg blev overrasket over, hvor meget drøn der er på hotelgæsterne. I undersøgelsen forklarede de, at de gør det for børnenes skyld, så de har oplevet noget sjovt i ferien. Og så kan de tage hjem og slappe af bagefter," konstaterer Bodil Stilling Blichfeldt.
Tilbud skal synliggøres Undersøgelsen viser et klart behov for en indsats over for hotelgæsterne, mener turismechef Morten Damgaard fra VisitVejle.
"Vi har fået bekræftet vores formodning om, at vi skal være bedre til at få hotelgæsterne til at blive længere i Vejle. De skal vide, at der er andet at komme efter end Legoland," siger han.
Ved at synliggøre Vejles mange attraktioner håber turismechefen på at give hotelgæsterne en tilskyndelse til at tilbringe flere dage i Vejle.
"Vi skal blive bedre til at samle kulturtilbud i pakker for eksempel ved at lave et kulturkort over byen. Vejle har en naturmæssig styrkeposition, som vi skal udnytte. Blandt andet har vi ved Vejle Ådal smuk natur og historie på Bindeballe Købmandsgård samlet på ét sted,” siger han.
Det er ganske mange hotelgæster, der er tale om. Med godt 230.000 overnatninger på hoteller i Vejle i 2006 og et gennemsnitligt døgnforbrug på 1.660 kr. pr. overnatning batter det noget, hvis hotelgæsterne vælger at lægge et par ekstra feriedage i Vejle.
Konference ruster turisterhvervet Hele undersøgelsen af turisters adfærd i Vejle præsenteres på den store turismekonference Visit Vejle 2008 den 19. november. Desuden præsenteres et nyt kursuskoncept kaldet Turismehjulet, som er et led i synliggørelsen af Vejles tilbud til turister.
Kursuskonceptet giver blandt andet deltagerne viden om lokalområdet. Hotelejere skal vide, hvad der sker i området og på hvilke tidspunkter, når turisterne spørger. Ved at skabe en øget viden mellem de forskellige aktører i erhvervet, skabes en bedre oplevelse for turisterne.
Fakta: Konference Visit Vejle 2008
• Den 19. november på Vingstedcentret ved Vejle
• Afholdes af Visit Vejle og Vejle Erhvervsudvikling under Vejle Kommune
• Aktører fra turismeerhvervet i hele Syddanmark inviteres – alt fra politikere og embedsmænd til repræsentanter fra attraktioner, detailhandel og overnatningssteder
• Konferencen indeholder blandt andet:
-Præsentation af nye analyser af turismeerhvervet
-Præsentation af Turismehjulet, som skal opkvalificere
turismeerhvervet
-Konkret hjælp til at tiltrække arbejdskraft i 2008
-Hjælp til netværksdannelse og erfaringsudveksling
Fakta: Turisme i Vejle Kommune
• Turismen i Vejle er organiseret i VisitVejle og Vejle Erhvervsudvikling under Vejle Kommune.
• Ud over at udvikle det nye kursuskoncept Turismehjulet samarbejder Vejle Erhvervsudvikling og Visit Vejle også med jobcenter Vejle for at rekruttere medarbejdere til turismevirk-somhederne.
• Vejle Kommune havde 1,4 mio. turistovernatninger i 2006. Heraf var godt 230.000 på hotel.
• Døgnforbruget for turister i Vejle er gennemsnitligt 491 kroner. Hotelgæster bruger i gennemsnit 1.660 kroner i døgnet.
--------------------------------------------------------------------------------------
Foto 1: Legoland (pdf)
Der er drøn på Vejles hotelgæster, der ofte ikke når andet end Legoland. Derfor skal Vejles andre tilbud gøres mere synlige. Konferencen Visit Vejle 2008 skal ruste turismeerhvervet til at rådgive turister om Vejles mange attraktioner.
Foto 2: Dyrehaven, Vejle (pdf)
Turismechef Morten Damgaard håber på at give hotelgæsterne en tilskyndelse til at tilbringe flere dage i Vejle ved at synliggøre Vejles mange attraktioner.
--------------------------------------------------------------------------------------
Yderligere oplysninger:
Turismechef, Morten Damgaard, VisitVejle, tlf. 76 81 19 30
Lektor, ph.d. Bodil Stilling Blichfeldt, Syddansk Universitet, tlf. 65 50 15 80
Vedrørende pressemateriale:
Karen Grønkjær Kjeldsen, Kragelund Kommunikation, tlf. 87 88 20 20