Til forsiden
Hollandsk førsteplads til Vejle
Tirsdag, oktober 07 2008

Mens de danske campingpladser på landsplan har oplevet en tilbagegang på det hollandske marked på 9.2 procent, er billedet
et helt andet for Vejle Kommune. Her er fremgangen på 7.4 procent, hvilket sender Vejle op på førstepladsen over kommuner i Danmark med det højeste antal hollandske campingovernatninger, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Hollænderne er vilde med camping og Vejle. De seneste camping-overnatningstal – gældende til juli 2008 – viser nemlig en stigning fra
26.819 overnatninger i Vejle med hollandsk aftryk frem til det nuværende
tal på 28.690. VisitVejles målrettede markedsføringsindsats på det hollandske marked ser for alvor ud til at have båret frugt, og de nye, flotte tal vækker glæde hos turisme- og marketingkoordinator hos VisitVejle, Lisbeth Thy.

”Alle forudsætninger er til stede for at tiltrække de hollandske campister til Vejle Kommune: De ønsker primært at holde en aktiv ferie i naturskønne omgivelser - og det kan vi jo som bekendt tilbyde masser af i Vejle Kommune. På samme vis lever vores campingpladser helt op til hollændernes forventninger til pladsens indretning, udbuddet af faciliteter og aktiviteter,” siger Lisbeth Thy og fortsætter:

”Derfor er det glædeligt, at vi – trods de negative tal på landsplan – mærker en fremgang i Vejle, men det kommer nu ikke helt bag på mig. En målrettet indsats var hvad der skulle til for at tiltrække endnu flere campister til området, og det understreger effekten af vores kampagne i Holland.”

På Hagen Strand Camping ved Mørkholt mærker man også den stigende interesse fra hollandske gæster. I løbet af det sidste år er antallet af hollandske campingovernatninger fordoblet, fortæller ejer Jette Blæsbjerg.

”Hollænderne er vigtige for os. De er gode turister, mange af dem holder ferie lidt anderledes end danskerne, og det er med til at strække sæsonen. De vil typisk gerne ud at besøge Legoland, Givskud Zoo og så komme rundt i vores natur. De holder af at cykle, tage på udflugter i naturen og ved vandet – og det er alt sammen noget, vi kan tilbyde her på Vejle-egnen,” siger Jette Blæsbjerg.

VisitVejle glæder sig sammen med campingpladserne over den positive udvikling og håber også fremover at kunne byde mange flere hollandske campister velkommen i Vejle Kommune.

-------------------------------------------------------------------------------------

Pressekontakt:
Turismechef Morten Damgaard Nielsen. Telefon: 7681 1930, mail: modni@vejle.dk  
VISITVEJLE Banegårdspladsen 6 DK-7100 Vejle Tel.: +45 76 81 19 25 KONTAKT