I forbindelse med lanceringen af et kursusforløb med temaet ’Det gode værtskab’, sætter VisitVejle to lokale virksomheder stævne til en snak om, hvordan de arbejder med at sikre gode og positive oplevelser for deres gæster.
”In-stedet for individualister” Første stop på turen går forbi værtshuset ’Sømærket’ i Vejle, der på sin hjemmeside bryster sig af at være ’in-stedet for individualister’. Sømærket ejes af Margit Ø. Nielsen, der har drevet stedet i ni et halvt år, og hun har en klar profil i forhold til mødet med gæsterne: Alle besøgende skal have en unik, men ens modtagelse.
”Vi udviser en personlig holdning til hver gæst – det skal være en personlig oplevelse for den enkelte besøgende. Vi har mange stamgæster, så nogle skal der jokes med, nogle skal have en kommentar for deres nye frisure og andre skal ikke have den type kommentarer. Det tilpasses til hver enkelt gæst, men i bund og grund får alle samme behandling”, siger Margit Ø. Nielsen, der tidligere på året havde en stribe ansatte med på kursus i ’Det gode værtskab’.
Værtskab er en værdisten hos Comwell Selvom der er langt fra omgivelserne på beværtningen og op til næste stop på turen, det femstjernede hotel og konferencecenter Comwell Kellers Park i Brejning, har begge steder det til fælles, at de har fokus rettet mod værtsrollen. Hoteldirektør Flemming Jakobsen, der byder indenfor i de prangende faciliteter, sørger nemlig for – via sine ansatte – at skabe gode oplevelser for de besøgende gæster.
”Betydningen af værtskab er synliggjort for alle medarbejderne gennem undervisning, hvor der er et punkt omhandlende værtskab. Det handler om at være forberedt på at være vært, altså lidt som at være hjemme, hvor man altid er forberedt på gæster.” Værtskab er kunsten at få gæsterne til at føle sig velkomne, siger direktøren og uddyber:
”Værtskab er en værdisten i koncernen – en af ledestjernerne. Der er to slags værtskaber. Der er det interne værtskab mellem medarbejderne og der er det eksterne værtskab overfor gæsterne. Begge er meget vigtige. Vi skaber et godt værtskab med udgangspunkt i vores fire værdier; nærvær, omtanke, glæde og ansvar.”
På gensyn i Vejle Fælles for både Margit Ø. Nielsen og Flemming Jakobsen er ligeledes, at de begge ønsker at få deres gæster til at føle sig så velkomne, at de ikke blot vender tilbage, men også anbefaler stedet til kolleger, venner og familie. Og netop her spiller værtskabet en stor rolle, da man ved aktivt at arbejde med værtskab kan bidrage til at udvikle et rigtig godt omdømme, der kan tiltrække glade og positive gæster til Vejle.
VisitVejle tilbyder i samarbejde med Danmarks nationale turismeorganisation VisitDenmark kurset ”Danske Værter” i oktober, november og december i Vejle. Læs mere på www.visitvejle.com under Partnerforum eller kontakt VisitVejle på tlf. 7681 1925.
--------------------------------------------------------------------------------------
Yderligere presseoplysninger fås hos turismechef Morten Damgaard, tlf. 76 81 19 30,
modni@vejle.dk