Til forsiden
Forslag til presseture

TEMA: AKTIV NATUR 


Vejle Ådal: Den største af områdets tunneldale byder på mange naturoplevelser og kulturseværdigheder.

Forslag 1: Vejle Ådal i selskab med en naturformidler: Formidleren fortæller på en levende og informativ måde om Vejle Ådals fantastiske natur og rige dyreliv. Oplev f.eks. Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage eller den historiske Hærvej.

Forslag 2: På cykel eller vandretur ad Bindeballestien: Regionalcykelrute 36 følger den gamle Vandelbanes spor fra Vejle til Bindeballe ved Hærvejen. En tur på i alt 23 kilometer. Oplev bl.a. Bindeballe Købmandsgård fra Vandelbanens tid (1897-1957), Skulpturparken Tørskind Grusgrav eller Ravningbroen fra Vikingetiden.

*************************************************************

TEMA: DET GODE SUNDE LIV (målgruppe: de voksne)

Vejle Ådal: Den største af områdets tunneldale byder på storslåede naturoplevelser og kulturseværdigheder.

Forslag 1: Vejle Ådal i selskab med en naturformidler: Formidleren fortæller på en levende og informativ måde om Vejle Ådals spændende kulturseværdigheder. Oplev bl.a. Skulpturparken Tørskind Grusgrav, Egtvedpigens Grav fra Bronzealderen eller Ravningbroen fra Vikingetiden.

Forslag 2: Frederikshåb Møllepark: I et smukt område, beplantet med træer, buske og et væld af blomster ligger gården "Torgunsminde". Gårdens ejere byggede i midten af 90erne en vindmølle, der skulle pynte i egen have. Møllebyggeriet greb om sig og mølleparken består i dag af ni vindmøller og to vandhjul i målestoksforholdet 1:2.

Jelling-området: Er mest kendt for Jelling-Monumenterne fra vikingetiden, men Jelling-området er også meget andet; her trives kunstnere i alle afskygninger ligesom området byder på en smuk natur bl.a. ved Fårup Sø.

Forslag 1: Verdenskulturarv: Jelling-Monumenterne og Kongernes Jelling: Jelling huser Europas fornemste monumenter fra vikingetiden. Gravhøjene, runestenene og Jelling Kirke er opført under ét på UNESCO's verdensarv-liste. I besøgscentret Kongernes Jelling, fortælles den spændende historie om monumenterne. Den daglige leder guider på en informativ og levende måde igennem udstillingen.

Forslag 2: Vindelev Kro og Galleri: Oplev Knud Nielsens kunst gennem mere end seks årtier. Vindelev Kro og Galleri drives nu af Knud Nielsens enke, Jonna Borum, der har ladet det specielle atelier stå urørt hen siden kunstnerens død. Nyd et måltid på kroen, hvor alt er hjemmelavet. Bemærk: kun åbent efter aftale

Forslag 3: Hopballe Mølle: Hopballe Mølle er naturskønt beliggende i Grejsdalen. Stedet har gennem 600 år fungeret som mølleri og huser i dag gårdbutik, café og restaurant. Stedet er bl.a. kendt for sin produktion af kyllinger, der kan smages på stedet.

Brejning: Den lille by Brejning ved Børkop har siden 1899 været præget af De Kellerske Anstalters (anstalt for åndssvage) placering i byen. De smukke palæbygninger vidner om et særpræget stykke Danmarkshistorie.

Forslag 1: Kellers Minde - Den historiske Samling: Fortæller historien om De Kellerske Anstalter. Museet er det eneste af sin art i Danmark. 

Forslag 2: Comwell Kellers Park & Spa: Hotellet er Danmarks første 5-stjernede konference- og spahotel. Det totalrenoverede hotel er indrettet i en af de klassiske palæbygninger fra De Kellerske Anstalter. Hotellet byder på spaoplevelser og restaurant i topklasse. Tæt på hotellet ligger Comwell Kellers Park Golfklub.

************************************************************

TEMA: LEG OG LÆRING (målgruppe: børnefamilier)

Givskud Zoo: En stor dyrepark i international klasse med fokus på gode oplevelser tæt på dyrene. Givskud Zoo har mere end 700 dyr og over 70 forskellige arter.

Forslag 1: Safaritur: En spændende safaritur, hvor man kommer helt tæt på alverdens dyr og sammen med en kyndig formidler overværer fodringer ved udvalgte dyregrupper. Turen foregår som en kombination af vandring til fods og kørsel i bus (deltagernes).

Forslag 2: Morgen- eller aftenvandring bag kulisserne: Kom bag kulisserne rundt til udvalgte stalde og hør parkens guider fortælle spændende historier om dyrene. Turen foregår primært til fods, men transporten rundt i parken er i deltagernes bus. 

Økolariet: Økolariet er et anderledes viden- og oplevelsescenter for natur, miljø, energi og innovation. Økolariets formål er at inspirere de besøgende til en miljørigtig og bæredygtig levevis. De besøgende er medspillere i den primært interaktive udstilling på knap 2000 m². En rundvisning af en af Økolariets formidlere kan anbefales.

Randbøldal-Museet: Museet har til huse i tidligere fabriksbygninger i ”bjerglandsbyen” Randbøldal. Det er vandet, der i dag, som i gamle dage, giver liv i området. Dette kan opleves i museets vandeksperimentarium, hvor man kan lære at tæmme vandet ved hjælp af bl.a. møller og sluser. I det tidligere magasinhus er der indrettet historiske værksteder for papir, tekstiler og vandkraft.

Give-Egnens Museum: Et kulturhistorisk museum for nyere tid. Museet rummer en enestående samling og udstilling om hedebondens liv og virke med løbende særudstillinger. Museets udstillinger er bygget op på en levende måde, hvor genstandene ikke er i montre, men i miljøer, hvor det kan se ud til, at fortidens befolkning bare er ude et øjeblik.

************************************************************

TEMA: AKTIVITETER

Forslag 1: Fjordsejlads: Sommeren igennem arrangerer VisitVejle tursejlads på Vejle Fjord. Der sejles med kutteren Tenna II hver onsdag (og formentligt torsdag), samt hver anden lørdag i perioden midt juni - midt august.

Forslag 2: Hestevognskørsel: VisitVejle tilbyder i perioden midt juni - midt august hestevognsture i den smukke natur i Vejle og Vejle Ådal. Tirsdage køres der i Bindeballeområdet, torsdage i Sønderskoven i Vejle og på Randbøl Hede.

Forslag 3: Veterantogskørsel: Veterantoget kører for fuld damp på den naturskønne strækning fra Vejle gennem Grejsdalen til Jelling. I Jelling vil der være et kort ophold. Veterantoget kører søndage og udvalgte tirsdage i perioden begyndelsen af juli - midten af august.

Forslag 4: Vikingetogt på Fårup Sø: Det imponerende vikingeskib Jelling Orm tilbyder vikingetogter sommeren igennem på Fårup Sø. Der vil være mulighed for at ro med kæmpeårer, koordineret af vikingestyrmanden ombord.

*************************************************************

TEMA: TILBAGEVENDENDE EVENTS

Forslag 1: Jelling Musikfestival: Den sidste weekend i maj bliver Jelling for en kort stund indtaget af god musik og mennesker i alle aldre, når Jelling Musikfestival løber af stablen med ca. 22.000 gæster.

Forslag 2: Tirsbæk Green Game: I juni er alle de bedste udendørs aktiviteter, er samlet på et sted: Tirsbæk Gods ved Vejle Fjord. I skov, på mark, på vand – med bl.a. skovhuggershow, falkonerer, kapsejladser, karpefiskere, jagsti, lerduebaner, jagtridning med hundekobbel m.m.

Forslag 3: Vikingemarked ved Jelling Højene: I juli afholdes et levende vikingemarked med spændende værksteder, boder, rideopvisninger og tema-gudstjeneste. Her kan evnerne som brødbager, bueskytte eller vikingekriger afprøves.

Forslag 4: I Egtvedpigens Fodspor: Hvert år i juli afholdes bronzealderfestivalen "I Egtvedpigens Fodspor" ved Egtvedpigens Grav. På bo- og markedspladsen kan bronzealderens håndværk opleves. Der vil være offerceremoni og lurblæsning. Egtvedpigen fortæller og danser, ligesom der vil være mange aktiviteter for alle aldre.

Forslag 5: Vild med vand i Vejle
En augustdag, hvor Vejle Fjord og omgivelserne syder af aktivitet: det traditionsrige Munkebjerg Hill Climb-løb med flotte klassiske sportsvogne, der kæmper sig op af serpentinervejen i Munkebjergskoven, et eksklusivt fjordmarked og konkurrencen ”Fjordsvøm”, hvor hundredevis af svømmere krydser fjorden.

*************************************************************

ØVRIGE

Oplevelsespasset: VisitVejle har sammen med de øvrige turistbureauer i Trekantområdet indgået et samarbejde om et kultur- og oplevelsespas, der gør det attraktivt for vore mange gæster at besøge attraktioner på tværs af Trekantområdet. Passet, der er et pilotprojekt, giver i Vejle Kommune bl.a. rabat hos Skærup Zoo, Legelandet, Givskud fodboldgolf, Skjern Å Kanofart og Vejle Kunstmuseum.

Tirsdag, oktober 04 2011
VISITVEJLE Banegårdspladsen 6 DK-7100 Vejle Tel.: +45 76 81 19 25 KONTAKT