
Bindeballestiens naturskønne beliggenhed i Vejle Ådal, de mange spændende naturmæssige og kulturhistoriske lokaliteter og adskillelsen fra andre veje gør ruten utrolig attraktiv.
Bindeballe Station og Købmandsgård er bygget i forbindelse med Vandelbanens (1897-1957) oprettelse. Nu kan jernbane-historien studeres på den gamle station, mens købmandsgården fungerer som indkøbssted og museumskøbmandshandel.
Runkenbjerg, er en lang smal bakkekam, der blevet liggende tilbage som en rest jord mellem alle de eroderende ismasser, der har dannet Vejle Ådals brede profil. Herfra er der en fantastisk udsigt over landskabet.

I Tørskind findes en samling store landskabs-skulpturer i træ, sten og metal skabt af billedhuggerne Robert Jacobsen og Jean Clareboudt.
I skoven nord for Ravning Station, meget højt i terrænet ligger Troldborg Ring, et uindtageligt voldanlæg fra jernalderen. En rekonstruktion af en del af Ravningbroen, Kong Harald Blåtands bygningsværk fra vikingetiden, ses i ådalen. I Ravning Station er der en udstilling om broen.
Vork Bakker er et næsten alpeagtigt naturområde med bakker, snævre slugter, skove, søer og marker. I Vingsted finder du Vingsted Sø, en af landets spændende våbenoffermoser fra jernalderen. I det nærvedliggende jernaldermiljø har man rekonstrueret jernaldergårde.

I 1835 fandt man et moselig i Dronningens Mose ved Haraldskær. En overgang mistænkte man moseliget for at være den forsvundne Dronning Gunhild fra vikingetiden. Det viste sig imidlertid, at den fundne kvinde var en ganske almindelig kvinde fra 490 f.kr., der var blevet henrettet. Moseliget kan nu besigtiges i Sct. Nicolai Kirke i Vejle. Haraldskær Fabrik fra 1741 (oprindelig syd for åen) har haft glæde af vandkraften til fremstilling af kobbervarer, leer og søm.
På et voldsted tæt på Vejle Å ligger Haraldskær Hovedgård fra 1434. Stedet drives i dag som kursusejendom. Skibet Kirke er bygget i frådsten og har romansk kirkeskib og -kor. I koret er der kalkmalerier fra 1200-tallet.

Vejle blev navnet på den bebyggelse, som blev anlagt på en holm midt i Vejle Ådal. Byen fik købstadsprivilegium i 1327, men var helt op til slutningen af 1700-tallet stadig en lille købstad med et landligt præg. Herefter steg velstanden, og i dag er Vejle en moderne, hyggelig og kulturel købstad.
Vejle har en spændende gågade, smukke historiske huse, små hyggelige sidegader og flere museer. Bl.a. en byudstilling, et kunstmuseum og som det seneste skud på stammen; Økolariet, et anderledes viden- og udstillingscenter omhandlende miljø, energi og natur. Seværdig er også Vejles ældste bygning, Sct. Nicolai Kirke fra midten af 1200-tallet. Byens vartegn er Vejle Vindmølle fra 1847.