Til forsiden
Dragehaven og Byparken

Dragehaven, midt i Vejle, byder på legemuligheder, beachvolleybane, borde og meget mere.

Af journalist Jørgen Flindt, Budstikken Vejle

DragehavenMadpakkerne bliver fundet frem, alt imens solen nærmest banker sine stråler ned i hovedet på ungerne fra SFOen på Langelinies Skole, der denne onsdag er at finde i Dragehaven i Vejle.

En tidligere sportsplads til den nu forsvundne Nyboesgade Skole er blevet til et rekreativt område midt i Vejle. En knap to fodboldbaner stor legepark midt i byen. 

Navnet på legeparken er logisk nok. Set oppe vil den ligne en slumrende drage, hvis store krop slynger sig gennem anlægget. Her sidste onsdag er der ikke mange af børnene, der spurter omkring på den lange drage, som er bygget som en lang græsforhøjning, kun afbrudt af forskellige udfordringer, labyrinter med mere.

Mellem den lange drages krop er der en beachvolleybane og ude langs siderne findes borde, bænke, bålsteder, legeplads, skatebane, petanquebane med mere. Skulle regnen drille den dag, picnickurven er pakket, er der såmænd endda madpakkehuse.

- Jeg kan sagtens anbefale stedet her som et godt sted at tage madkurven med. Her er muligheder for at både store og små kan lege, og der er masser af plads til at brede tæppet ud på græsplænen eller sætter sig ved en af de mange borde. Selv tog jeg herned i lørdags med lidt vand og mad, siger Lotte Lützen, der er en af de voksne fra Langelinies Skole.

Men hun er nu også nabo til Dragehaven. Hun bor i Skolegade få meter fra Dragehaven, så for hende er det ikke så specielt underligt at gøre brug af legeparkens fortræffeligheder. - Der er en del af beboerne heromkring, der bruger stedet meget. Men jeg ved, der også kommer mange andre steder fra, siger hun.

Og Dragehaven er da også for alle. Men overrendt er den nu sjældent. Det ved journalisten, som selv bor i området.

Også Byparken
Denne onsdag ved middagstid er der heller ikke så mange i den forholdsvis store legepark, der ligger klods op af børneinstitutionen Mælkevejen. Når den har lukket om aftenen og i weekender, er folk velkomne til at benytte sig af de udendørs aktiviteter, blandt andet et stort rutchebanesystem, der befinder sig inde på Mælkevejens grund.

Denne onsdag er der ikke mange børn i Mælkevejen, og ude i dragehaven deler børnene fra Langelinie Skole en æske med småkager rundt. Nogle af drengene er begyndt at udforske forhindringsbanens mange muligheder, og imens sidder en kvinde ved et bord i skyggen og læser i en bog.

Selvom det er varmt, er det stadig et hyggeligt sted, der dog mangler noget vand, for at være helt optimal som picnicsted. Men få hundrede meter derfra ligger Byparken, hvor åen slynger sig af sted. En kombination af de to hyggelige parker kræver ikke den store energi.
Tirsdag, februar 26 2008

Vejviser

Dragehaven ligger i Skolegade, lige overfor politistationen og parkeringspladserne ved kommunens administrationsbygning.
Man kan tage bus nummer 11 lige til parkens indgang i Skolegade.
VISITVEJLE Banegårdspladsen 6 DK-7100 Vejle Tel.: +45 76 81 19 25 KONTAKT