Østkystruten - nationalrute 5
Ruten følger den jyske østkyst langs fjord og bælt. Strækningen langs Vejle Fjord er karakteriseret ved storslåede skovklædte bøgeskrænter og flotte udsigtspunkter. Kyststrækningen på nordsiden af fjorden er desuden nationalt beskyttet levested for flere sjældne fuglearter. Tirsbæk byder både på strand og herregårdsland-skab, mens du i Nørreskoven kan opleve Dyrehaven med dådyr og sikahjorte.
Den meget kuperede tur igennem Munkebergskoven på sydsiden af fjorden belønnes med en frodig vegetation, og der er rig lejlighed til et pusterum på en af strækningens mange strande. Ikke mindst ved den unikke Hvidbjerg Klit - 27 meter over havet.
Engelsholmruten - regionalrute 34Vejle-Billund, 34 km
Ruten går fra Vejle gennem et kuperet terræn mod Høgsholt og området ved Rugballe Mose. Ruten går nord om Fårup Sø med talrige kildevæld og Grejs Å's udspring. Ved østenden af Fårup Sø er der bl.a. udlejning af vandcykler og robåde, samt kiosk. En del af sommerhalvåret ligger det imponerende vikingeskib ”Jelling Orm” på Fårup Sø.
Ruten går nord om Engelsholm Sø, hvorfra Vejle Å udspringer. Engelsholm Slot, fungerer i dag som højskole. Renæssanceslottet er opført i 1592. De karakteristiske løgkupler på tårnene tilføjede storkøbmanden Gerhard de Lichtenberg i 1730erne. Ligesom han satte sit præg på Nørup Kirke.
Tiufkær - regionalrute 55Vejle-Kolding, 32 km
Ruten begynder i midten af Vejle by. En fredelig sti gennem en slugt og Vejle Sønderskov fører hurtigt ud i det åbne landskab. Ruten går ad små veje gennem landsbyerne Klattrup, Tiufkær og Håstrup. Det er et område med mange forskellige typer landbrug, fra store gårde til større samlinger af husmandsbrug, som ved Klattrup. I området omkring Tiufkær er der mange små vandhuller, hvor løvfrøerne yngler.
Rute 55 munder ud i nationalrute 5 og 6 i Nørre Bjert. Herfra fører en vej mod øst ud på Drejens-halvøen. Den ligger på tre sider omgivet af Kolding Fjord. Fra halvøen er der udsigt til både Kidholme og Skærbækværket.
Skærupdalen - regionalrute 57 Vejle-Fredericia, 28 km
Ruten følger de små vejes krumninger og fører fra Vejle gennem landsbyer, åbne landskaber og naturområder med bl.a. Skærup Å til Fredericia.
Ruten går vest om Rands Fjord, der ligger som en stor inddæmmet ferskvandssø på ca. 140 hektar. Rands Fjord har et rigt fugleliv, hvor bl.a. tusinder af viber og stære samles i sensommeren. Flere højdedrag byder på flotte udsigter.
Landskabet omkring Rands Fjord er meget bakket med en mosaik af afgræssede enge og overdrev, dyrkede marker og stejle dalskrænter med skovbevoksning. De tre nedlagte vandfyldte kiselgurgrave byder på et rigt og varieret blomsterflor.