
Den lille hyggelige by, Jelling, besøges hvert år af mere end 150.000 turister. Og det er ikke uden grund. Jelling har nemlig Europas fornemste monumenter fra vikingetiden, der i 1994 blev optaget på UNESCO's verdensarv-liste.
De to enorme gravhøje og to runesten opført af kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand i 900-årene, samt Jelling Kirke, afspejler over-gangen fra hedenskab til kristendom, men kan også betragtes som Danmarks dåbsattest: Den ene runesten bærer nemlig den ældste indskrift, der omtaler landet Danmark og folket danerne på dansk grund.
Jelling Kirke er opført omkring år 1100. Den romanske stenkirke er bygget oven på Harald Blåtands trækirke fra 900-tallet. I 2000 blev Gorm den Gamle genbegravet i kirkens kammergrav.
I formidlingscentret, Kongernes Jelling, fortælles den spændende historie om monumenterne, deres tilblivelse, deres betydning og den forskning, der har foregået i mere end 400 år siden slutningen af 1500-tallet, hvor man for alvor blev opmærksom på de storslåede monumenter. I særudstillinger vises forskellige emner af natur- og kulturhistorisk indhold.
Men området er også meget mere end vikingetid. Jelling er f.eks. omgivet af en storslået natur. Ikke mindst i området syd for Jelling med Fårup Sø, talrige kildevæld, vidtstrakte skove og åbne afgræssede enge og overdrev. Det populære udflugtsmål, Fårup Sø, byder på flere cykel- og vandreruter, udlejning af vandcykler og robåde, gode fiskemuligheder og sågar et vikingeskib.
I og omkring Jelling er der også flere gode spise- og overnatningssteder.